Billedserie

 Musikken minder mest af alt om en afspændende spaoplevelse. Stearinlysskæret leder tankerne hen på syderopæisk katolicisme. Roen er unik. Rammerne for en stille stund til bøn, store tanker eller hverdagsbekymringer, er sat og uanset hvilken tilgang man har til religionen er dørene åbne.

Se stemningsbillederne: Natkirke i midtbyen

»Vi må jo erkende, at der ikke er så stor tilslutning til søndagsgudstjenester, som før i tiden. Det passer ikke altid ind i familielivet, og så er natkirken et godt alternativ. Her kan man komme og gå, som man har lyst, og det er en meget anderledes oplevelse« siger Line Hage, der er sognepræst i Skt. Mortens kirke.

Til Natkirke er atmosfæren ikke som ved en almindelig gudstjeneste, den dunkle belysning og den stille musik letter stemingen og det betyder at de besøgende kan komme og gå, som de vil.

Natkirken i Randers foregår hver fredag og har forskelligt indslag hver gang. Fredag den 6. januar, var det intet mindre end Gregoriansk Messe, der var omdrejningspunktet. Umiddelbart kan det synes afskrækkende, men imponerende og stemningsfuldt er det.