Det er det stille drama om almindelige mennesker, der fænger i Anne-Grethe Bjarup Riis’ film om Hvidsten Gruppen. Som i et fortættet kammerspil tager hun os med ind i en families og bys historie under 2. verdenskrig, hvor tilfældigheder får afgørende betydning for mange menneskers tilværelse.
Hun starter sin fortælling i dur. Scenen er sat på Hvidsten Kro en efterårsdag i 1942 i en tid, hvor man ikke havde taget så meget stilling til krigen, som mange gjorde efter krigen. Kvinderne arbejder i køkkenet, hvor de svinger medisterpølsen og pisker æg til æggekagen, mens mændene sidder i krostuen, spiser, drikker og spiller whist. Ud af radioen strømmer Sigrid Horne Rasmussens glade udgave af »Kammerat med solen«, og den danske regering balancerer med tyskerne med sin samarbejdspolitik. Da statsminister Buhl kommer i æteren, mærkes irritationen hos nogle af mændene i krostuen. De provokeres af Buhls henstilling om at stoppe det gryende sabotage-arbejde. For, som han siger, »Den, der begår sabotage, handler imod sit fædrelands interesser«.
I næste billede er vi til sølvbryllupsfest på kroen. Marius og Gudrun har været gift i 25 år. Masser af glade mennesker, der fester og danser. Og alligevel mærker man en mislyd.
Stille og roligt bygger Bjarup dramaet op. Undervejs sørger hun for at fortælle os, at vi er blandt helt almindelige mennesker, hvor generation afløser generation. Hun har flittigt filmet spædbarnet Gulle, kroparrets barnebarn, i mange forskellige situationer. Hun bruger ikke ord men bare små klip af den lille som billedet på slægt, der følger slægt. Det her er ikke fancy avantgarde eller bevidst radikalt miljø men et stillestående bondemiljø, hvor alle kan mødes på kroen.
Er det det værd, far?
Men i foråret 1943 begynder fronterne at markere sig i Danmark. Dansk modstand begynder at tage form, stærkt opfordret af englænderne. Den joviale Marius Fill i Hvidsten bliver kontaktet og bedt om at være med. Han samtykker, for som han beroligende siger til sin kone Gudrun: »Der sker ikke noget ved det. Forresten er der ikke dødsstraf her i landet«. Marius Fiils gruppe skal tage imod nedkastningerne i tørvemosen ved Hvidsten.
Marius’ ældste døtre er ivrige efter at være med i modstandsarbejdet, mens sønnen Niels tøver. »Er det det værd, far?« - et spørgsmål, Marius vender tilbage til, da han og resten af gruppen sidder i Vestre Fængsel med dødsdommen hængende over hovedet.
For Danmark fik indført dødsstraf, da regeringen gik af og tyskerne reelt satte demokratiet ud af spillet.
Hvidsten Gruppen blev afsløret, fordi en faldskærmssoldat under tortur havde røbet gruppens eksistens. Otte mænd, adskillige af dem familiefædre, bliver brutalt henrettet i Ryvangen en sommermorgen i 1944. Glæden er borte. Sommer i mol.
Det er næsten ikke til at bære. Og Bjarup fortæller stille historien til ende og lader mange fortællende billeder lejre sig på nethinden. Allerstærkest der, hvor Gudrun har taget afsked med sine nærmeste i Vestre Fængsel - et lille menneske står alene tilbage. Hun mistede sin mand, sin søn, sin svigersøn - og to døtre blev idømt fængselsstraffe. Her er ord overflødige.
De snakker jysk
Det er en stærk beretning, der kunstnerisk forløses i en stram og stille stil, der gør filmen troværdig. Nogle vil måske mene, at den anvendte jyske accent bare er for meget. På andre virker den rigtig.
Jens Jørgen Spottag har godt greb om sin joviale Marius med den stærke karakter. Han er ikke en hardcore modstandsmand. Vi tror på Spottag, når hans Marius siger, at han før krigen var et almindeligt menneske, der levede godt med sine naboer. Med ild i piben og glimt i øjet tegner Spottag et portræt af en krovært, der ikke bruger store ord for at være en respekteret mand.
Fremragende modspil får han af Bodil Jørgensen i rollen som Gudrun, der demonstrerer smuk og skrøbelig viljestyrke, som ingen kan tage fejl af. Bjarne Henriksen fylder sin rolle gevaldigt ud som dyrlæge Thorup fra Spentrup, og Peder Holm Johansen, der stammer fra Hald, er blevet hentet ind til en af de små roller, hvor der skal tales jysk. Marie Bach Hansen fremstiller en ung og ilter Tulle, der ikke vil finde sig i uretfærdigheden, mens unge Laura Winther Møller har udmærket tag om sin teenage-figur som Gerda. Endelig er der en række mindre kendte skuespillere og statister til at fylde rammen ud i det stille drama om et vedkommende emne, der i denne filmudgave er svær at ryste af sig. Og det falder ikke svært at kombinere filmoplevelsen med Niels’ afskedsord: Nogen må dø for at andre kan leve.
