Biocity: Torsdagspremiererne i denne uge byder på en af de helt store Oscar-favoritter. Meryl Streep leverer nemlig en bevægende kraftpræstation i hendes portræt af Margaret Thatcher, den engelske premierminister fra 1980’erne.
Hun er blevet rost til skyerne for hendes rammende portræt. Måske bortset fra de argentinske medier, der så sig en anelse sure på hendes sammenligning mellem Falklandskrigen og det at være den første kvinde-chef i en udpræget mandeverden.
Men ellers har der været superlativer i stakkevis til Meryl Streep, der rammer det engelske ikon lige på kornet i ”Jernladyen”, der er den femte i Biografklub Danmark-serien.
Svensk thriller
I biografmørket kan man i denne uge også møde den svenske agent Hamilton. Filmen er baseret på en bog af Jan Guillou, og instruktøren er danske Kathrine Windfeld. Hun har blandt andet Mikael Persbrandt, Pernilla August og David Dencik på rollelisten i filmen, der er en hårdtslående agentfilm uden det britisk/amerikanske glimt i øjet, men i stedet med vægt på realisme og spænding.
Kamp om Reese Witherspoon
Glimt i øjet og smil på læben er der til gengæld i ugens sidste premierefilm trods titlen ”This Means War”. Det handler nemlig snarere om, at i kærlighed gælder alle kneb også for de to hemmelige agenter spillet af Tom Hardy og Chris Pine.
De har nemlig begge forelsket sig i Reese Witherspoon, og så starter et vildt forhindringsløb, hvor de to herrer konstant sætter fælder op, så modparten ikke scorer den søde pige.









